Skotsk-irsk koncert i Hune Forsamlingshus
Lagt på nettet 2020-09-06 12:02:15 - 1599386535




Plakaten for et usædvanligt arrangement dukkede pludselig op på Facebook søndag morgen.

En plakat for en koncert i Hune Forsamlingshus dukkede pludselig op på Facebook søndag morgen.

Bag arrangementet gemmer der sig en lille historie.


Massøren i Hune, Jane Hejler debuterer nu også som koncertarrangør.

Massøren i Hune, Jane Hejler blev for halvandet år siden kæreste med den skotsk-irske musiker William James McLaughlin, som hun har kendt i 20 år. Og nu har de to besluttet sig til at stå bag et arrangement i Hune Forsamlingshus med folkemusik og små causerier.

"- Kom og nyd samværet og en flig af historiens vingesus - fortalt af en ægte troubadur med folkemusik i hjerteblodet," hedder det på plakaten.


 Den skotsk-irske musiker William James McLaughlin spiller og fortæller i Hune Forsamlingshus.

Den skotsk-irske musiker William James McLaughlin har optrådt som solist i over 35 år og spiller desuden sammen med bandet Brophy's Law.

Det lokale publikum i Blokhus-Hune området vil kende ham fra bl.a. arrangementer på Galleri Munken og i Old Irish Pub, som tidligere lå på Strandvejen 8 i Blokhus, hvor nu Den Kække Havfrue har til huse. Desuden har han optrådt på blandt andet Skagen Festivalen og Tønder Festivalen.

Nu har parret arrangeret koncerten i Hune Forsamlingshus for igen at give det lokale publikum en musikalsk oplevelse med fællesskab og nærhed.

William James McLaughlin's mor er skotsk, og hans far er irsk. I Forsamlingshuset fortæller han anekdoter og historier fra begge lande og spiller begge landes musik.

Der bliver plads til 90 gæster i Forsamlingshuset denne dag. Billetten koster 175 kr. og man kan købe skotsk og irsk øl i baren.

Billetter kan købes hos Massøren i Hune, Nordsko, Hune Bageri og SPAR i Hune.

Nærmere oplysninger om koncerten kan fås hos Jane Hejler på telefon +4520728865


Teknik & script: © Peter Wendelboe