Lagt på nettet 14. marts  2019 kl. 17:00
"Et Dukkehjem" med farlige musikalske undertoner på drejelire

... og lidt om det publikumsvenlige Vendsyssel Teater i almindelighed




Alle forestillingens 6 skuespillere på række på det cirkelrunde parketgulv, der danner en samlende ramme om forestillingenFoto: © Jacob Stage

"Et Dukkehjem" på to nordjyske teatre
Henrik Ibsens evigt unge klassiker "Et Dukkehjem", der havde premiere på Aalborg Teatrer i lørdags, går som bekendt samtidigt på Vendsyssel Teater, der havde premiere 20. februar netop på 2-årsdagen for indvielsen af den nye smukke teaterbygning.

Ved mit besøg med få dages mellemrum på de to teatre traf jeg blandt publikum begge steder gæster, der enten havde set begge forestillinger eller havde planer om det.

Og der en god grund til at gøre det ... hvis man ellers kan få billet, for begge teatre spiller for fulde huse, så man må sætte sin lid til de få ekstraforestillinger, der er blevet annonceret.

Det er et tilfælde, at de to teatre sætter samme stykke op samtidigt. Men det skyldes naturligvis, at "Et Dukkehjem" fylder rundt i år.

Der er nu gået 140 år siden urpremieren i 1879. Stykket har været opført mange gange i mange lande, og der er efterhånden skabt en tradition for at genfortolke og opdatere teksten hver gang. Hvem er Nora i dag?

På Vendsyssel Teater er instruktionen lagt i hænderne på veteranen Kaspar Rostrup.

Jeg oplevede allerede i 1986 Kaspar Rostrups 7 timer lange TOTALTEATER-OPSÆTNING af "Mysteriespillene" på Gladsaxe Teater, hvor publikum mødte op med medbragte madkurve og sad, stod eller løb på gulvet for at deltage i Kain og Abels bål, vandre med Moses og jøderne gennem ørkenen i 40 år, prøve at undgå at blive fanget af de romerske soldaters stridsvogne eller stå med al folket og Jesu familie ved korset, før hele salen var en del af menneskehavet på dommedag, hvor fårene skilles fra bukkene. Det var én af forrige århundredes største teateroplevelser på linie med Orlando Furioso (Den Rasende Roland), som jeg oplevede, da Teatro Libre satte dramaet op på Odin Teatret i Holstebro i 1970, og som i virkeligheden var den oplevelse, der inspirerede Kaspar Rostrup til at lave totalteater i Gladsaxe - første gang med "Niels Klims Underjordiske Rejse", hvor han bl.a. insnstruerede Vendsyssel Teaters senere leder, Peter Scrøder(!)

Kaspar Rosrtup er en totalteatrets mester, og nu er han altså vendt tilbage til den runde scene i midten af Vendsyssel Teater. Der er måske ikke meget totalteater over Kaspar Rostrups forestilling i Hjørring. Men han udnytter mulighederne i dette specielle teaterhus på fortrindlig vis, hvor tilskuerne - ligesom i Sheakespeare's "The Globe Theatre" i Stratford on Avon sidder hele vejen rundt om scenen og skuespillerne. Det kræver en særlig teknik af instruktøren. Og den mestrer Kaspar Rostrup.

Det er første gang, Vendsyssel Teater spiller Ibsen - og første gang, Rostrup sætter "Et Dukkehjem op". Men kombinationen er ualmindelig vellykket.

Idéen opstod allerede i sommeren 2017, da teatrets tidligere kunstneriske chef, Peter Schrøder under et møde i Rebild Bakker, hvor teatrets ledelse var samlet for at få nye ideer – stillede dette spørgsmål til dramaturgen Anne Middelboe Christensen: "Hvis du kan vælge helt frit – hvad vil du så helst spille?” Anne Middelboe Christensen havde netop i en drøm set Kaspar Rostup sætte "Et dukkehjem" op, og svarede: “Så skal Kaspar instruere Et Dukkehjem”. Og således blev en drøm til virkelighed.

 
Med til helhedsindtrykket hører i høj grad Fuszzy's lyddesign, hvor han lige fra stykkets start med drejelire og supersonisk lyd fantaserer over den æggende tarantel i 6/8-takt, som den kostumeklædte Nora ved slutningen danser med sin tamburin. Se og hør den i videoen herover.

Første gang, vi hører musikken, er da en mystisk, sort hætteklædt spøgelsesagtig skikkelse langsomt bevæger sig over scenen, spillende tarantellen  på en drejelire, mens en mørk skygge langsomt slukker lyset i hans fodspor. Scenen gentager sig yderligere to gange i løbet af den 2 timer og 20 minutter lange forestilling.


 Den mystiske drejelirespiller. © Jacob Stage

Den mystiske figur spilles af 18-årige Nicolai Størup Gregersen.  Han er fra Hjørring og går til daglig i 2.g på STX. I sommeren 2018 færdiggjorde han et to-årigt talentforløb på Vendsyssel Teater, og nu spiller han sammen med  store navne som Preben Kristensen og Søren Hauch-Fausbøll. Det er nok en lille rolle. Men den er meget afgørende for stemningen i stykket. 

Dansen, han spiller, har navn efter en hæslig edderkop ved navn Hyposa Tarantula. Edderkoppen stammer fra Syditalien. Denne italienske edderkop er berygtet for at bedøve sit offer, og derfor har italienerne opfundet dansen, der skal ryste edderkoppen af og giften ud af kroppen.

Hør den igen i videoen herover!

Kaspar Rostrup fortæller, hvordan edderkoppen er et symbol på hele stykket: " - Edderkoppen er hankønnets bid til hunkønnet igennem mange århundreder. Kvinden er blevet bedøvet, og for at komme af med bedøvelsen danser hun denne dans for at ryste bedøvelsen af – blive selvstændig – ligestillet".

Fyrige Sofie Topp-Duus som Nora i den røde kjole og den æggende tarantel.
Foto: © Jacob Stage

Og Hjørrings Nora gør det blændende.
  Sofie Torpp-Duus har skikkelsen som den unge smukke kvinde, der succesfuldt og lykkeombrust tilfredsstiller mand og børn og hvem, der ellers kommer i huset ... lige indtil realiteterne grusomt går op for hende. Her viser hendes kropssprog for alvor forfærdelsen over hendes desperate situation.
 
Sofie Topp-Duus debuterede allerede  som 16-årig på Det Ny Teater i rollen som den ældste datter, Liesl, i "The Sound of Music" (2004). Derudover har hun bl.a. medvirket i "Hair" på Østre Gasværk Teater (2013) og i  "Skammerens Datter’"på Odense Teater (2014-15). På Aalborg Teater kender vi hende fra ”Bunbury” og ”Sommer i Tyrol”.

I rollen som Nora fylder hun alle scenebilleder ... også på grund af sin røde kjole,  der hele tiden er i fokus. Se igen videoen herover!  Hun spiller helt fantastisk ud ... har hele kroppen med i de voldsomme scener og i sine sindsudbrud. En fremragende præstation, der må være en ønskerolle - men en  krævende  ønskerolle - for en ung skuespillerinde.

 Martin Hestbæk som Torvald Helmer. Foto: © Jacob Stage

Thorvald Helmer udstråler i Martin Hestbæks skikkelse den unge frembrusende, lykkelige familiefar, der egoistisk styrer og tager vare på sin familie. Det gør han fremragende. Han har tidlidgere spillet på Vendsyssel Teater, hvilket gav ham en nominering som årets mandlige hovedrolle. Her 
fremstår han som en mand af det bedre borgerskab i den tid, da stykket blev skrevet. Og mod slutningen viser han temperament, og spiller fremragende overfor Nora, som ellers fylder rigtig meget gennem hele stykket.

  
Preben Kristen konfronterer som Sagfører Krogstad Sofie Topp-Duus som Nora med den grufulde sandhed. Foto: © Jacob Stage

Rollen som Krogsstad er i sig selv usympatisk, men den afleveres på vidt forskellig vis i Aalborg og i Hjørring.

I Aalborg er Krogstad nedbøjet, veg og servil. I Hjørring bringer Preben Kristensen snarere aggrssivitet og brutalitet ind i personen - før han  til sidst ændrer karakter, og måske ligefrem forstår Noras etiske bevæggrunde til sin handling ... at skrive falsk underskrift på et lånedokument for at redde sin husbond. Preben Kristensen har stor erfaring fra en stor karriere. Det kan man godt mærke!
 
 Jette Sophie Sivertsen som fru Kristine Linde, Noras tidligere veninde. Foto: © Jacob Stage

Jette Sophie Sivertsen udstråler som Noras ungdomsveninde Fru Kristine Linde sin tids holdning til pligtfølelsen, og hendes rolige fremtræden - i modsætning til Noras hurtige, flakkende bevægelser - understreger rollens karakter til fuldkommenhed.
“Et Dukkehjem var jo et paradigmeskifte for Ibsen," fortalte Kaspar Rostrup før premieren, "- fordi Ibsen skiftede fra at lave historiske og romantiske stykker til at lave socialrealisme, noget der har givet genklang i hele verdens dramatik."

Han fortalte, at han og hans kone på vejen mod Nordjylland – via Aarhus – besøgte kunstmuseet ARos og så udstillingen “Far From Home”.

Far from home kan betyde “langt hjemmefra” men det kan også betyde “det er langt fra et hjem”.

Og det er lige præcis det, det hele drejer sig om. “At det er langt fra et hjem” er kernen i Ibsens stykke. Et Dukkehjem er psykologisk teater. Der siges noget, men gøres og menes noget andet. Fysisk har Nora og Helmer det godt, men mentalt er Nora ikke kommet hjem og derfor går hun til sidst fra det hele.

Preben Kristen konfronterer som Sagfører Krogstad Sofie Topp-Duus som Nora med den grufulde sandhed. Foto: © Jacob Stage

Hovedpersonerne, Thorvald og Nora Helmer, har været gift i otte år, og de har tre små børn. Thorvald har været syg og familien måtte tage et  dyrt kurophold i Italien, financieret af penge, Nora skaffede ved uden sin mands vidende at optage et lån hos bekendten, sagfører Krogstad, på falske papierer. Nu er Helmer rask og for nylig blevet udnævnt som direktør i Aktiebanken og indtager en betydelig position i samfundet. Derfor er det en belastning, da Krogstad for at redde sin egen stilling i banken truer med at afsløre det forfalskede gældsbevis.
 
Nora arbejder sig gennem modgang frem til at blive menneske og ikke den dukke, som hendes far og senere hendes ægtemand Thorvald anser hende for.

Susanne Heinrich som Noras gamle amme og husfaktotum hos familien Helmer. Ved siden af hende den drejelire, der (elektronisk)  leverer tarantellens æggende toner gennem hele stykket.  Foto: © Jacob Stage

Et af de helt store scoop i denne forestillig er Noras gamle amme, i Susanne Heinrichs moderlige figur. Hun virker som det eneste stabile i dette stykke. Hun bærer med hele sin fremtoning historien videre. Hun er det faktotum, som Laura var i Matador, når hun med balletagtig trissen kommer ind og går hen over scenegulvet.

Og det med balletten er ikke helt ved siden af. Susanne Heinrich er uddannet balletdanser. Det mærker man, når den trinde kone skrider hen over parketgulvet. 

Hun er iøvrigt gift med teatrets tidligere leder, Peter Schrøder og har været en af kerneskuspillerne ved Vendsyssel Teater siden 2005.


En yderst seriøst spillende Søren Hauch Fausbøll som den dødssyge læge, Doktor Rank, bertir sig til  Nora (Sofie Topp-Duus)  Foto: © Jacob Stage

Vi kender Søren Hauch-Fausbøll som fortolker af Bamse i "Bamses Billedbog", fra Cirkus Sumarum og fra "Hatten går rundt" samt fra flere revyer - bl.a. Hjørring Revyen 1994 og 1997.  Han er yderst kompetent, umådelig seriøs og overraskende troværdig på Vendsyssel Teater i rollen som Noras forsmåede elsker, doktor Rank, mens hans gestik fortæller om hans sygdom og situation. Han gør det godt!
 
 I øvrigt om Vendsyssel Teater
Den smukke teaterbygning, tegnet af firmaet Schmidt/Hammer/Lassen/Architects.
Foto: © Vendsyssel Teater

Det er første gang, Netavisen Kanal Blokhus.dk anmelder et stykke på Vendsyssel Teater. Men det bliver ikke den sidste.

Netavisen har siden 1995 fortalt om alt, hvad der rører sig og sker i Blokhus og nærmeste omegn. Men når det kommer til finkultur, bliver vort lokalomåde nødvendigvis en anelse udvidet. Det voksende bidrag af helårsborgere i Blokhus må ofte søge længere væk for at opleve  større kunstneriske begivenheder. Vi har længe inddraget landsdelens kunstmuseer og bl.a. løbende anmeldt forestillingerne på Aalborg Teater. Men også Vendsyssel Teater har efterhånden markeret sig så stærkt i landsdelens kulturliv, at det ikke er til at komme uden om. Alene bygningen er en oplevelse i sig selv.

Det 4.200 m² store kompleks er en unik kulturel akse for landsdelen, tegnet af firmaet Schmidt/Hammer/Lassen/Architects, en af Skandinaviens mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder, der desuden bl.a. står bag kunstmuseet ARos i Aarhus, Den Sorte Diamant i København, Aalborgs nye Universitetshospital, og i udlandet bl.a. Statsbiblioteket i Melbourne, Australien, kunstinstallations-pavillon'en "Skyen" på Shanghai West Bund Biennale for Arkitektur og Samtidskunst 2013 og Den Internationale Straffedomstol i Haag/Holland.
 
Teatrets lille sal, der bl.a. benyttes til foredrag, koncerter og bingospil. Her er der rigget til til Hans Wendelboes foredrag om udviklingen i Libanon.  Foto: © Hans Wendelboe

Grænsen mellem de offentligt tilgængelige rum og teatrets traditionelle rum er flydende. Samme dag, Netavisens udsendte medarbejder fra sin plads på første række i  den store, runde teatersal overværede "Et Dukkehjem", holdt hans søn, Hans Wendelboe, i salen ved siden af sit anmelderroste foredrag "Mødes Skal i Stråledans" om udviklingen i Libanon, (som han i denne uge har holdt for fulde huse ikke mindre end 7 andre steder i landet). Salen bruges desuden bl.a. til koncerter og bingospil.

Deres udsendte anmelder kunne ikke dy sig for at efterkomme opfordringen på skiltet til at give et nummer i pausen på det tillokkende flygel i foryeren. Foto © Dorthe Wendelboe

Og Deres udsendte anmelder kunne ikke stå for den venlige opfordring på et offentligt tilgængeligt flygel i foryeren til i pausen at give et nummer.

Opslaget i et "finkulturelt hus" fortæller om en imødekommenhed og en brugervenlighed ud over det alimindelige.

Peter Wendelboe,
Blokhus , 14. marts 2019

HENRIK IBSEN: "ET DUKKEHJEM"

Tekst Henrik Ibsen, 1879
Bearbejdelse og instruktion: Kaspar Rostrup
Oversættelse: Thomas Bredsdorff
Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz
Dramaturg: Anne Middelboe Christensen
Scenografi: Stine Martinsen
Lysdesign: Anders Budolf Andersen
Musik og lyddesign: Fuzzy
Varighed: 2 timer og 20 min. incl. pause
Premiere: 20. februar 2019
Sidste spilledag: 20. marts 2019

 
 
 
 


 



Antal besøg: 2032500 siden generalforsamlingen den 18. juli 2015.
Da tælleren blev nulstillet 18. juli 2015, stod den på 597.775 . Tidligere år:
2014: 494.422 |  2013: 414.663 |  2012: 394.401 |  2011: 255.635  |  2010: 130.977  |  2009: 86.112  | 
Den flittigste gæst i 2014/2015 indlæste siden 2545 gange - eller i gennemsnit 7 gange pr.dag. Samme gæst er stadig vor hyppigste besøgende.

Denne side redigeres med SmartCMS © 2015 | Redaktionssystemet SmartCMS blev senest opdateret med nye faciliteter: 01.01.2019
Der er i øjeblikket 5 besøgende på denne side!


kanalblokhus.dk/vis.php?side=solo/sider/vendsyssel-teater-et-dukkehjem-14-03-2019.htm